Book en plads

Det er muligt at booke en plads i Faaborg Havn, så vores gæstesejlere på forhånd kan sikre sig en god plads i havnen.

Foreløbig er det muligt at booke pladser i den gamle havn - inderhavnen. Vi har 8 pladser på bro A, den første træbro man kommer til og som er for større lystbåde, og 5 bådpladser på bro B, den næste træbro, som er til "almindelige" og mindre lystbåde.

Bookingen foregår via Marinabooking.dk, og der betales et reservationsgebyr på 75 kr. udover havnetaksten for pladsen, som i dette tilfælde er efter pladsens størrelse og ikke bådens længde. Booker man flere dage i træk betaler man kun et reservationsgebyr. Gebyret dækker udgifter til ekstraadministration af disse særlige pladser. Til gengæld kan I så være sikre på en plads, oven i købet i det de fleste sejlere betragter som den mest attraktive del af havnen.

Muligheden for reservation vil kunne give mange sejlere en langt mere afstressende ferie, fordi man ikke behøver skynde sig afsted om morgenen for at få en god plads i Faaborg. Skinner solen og man gerne ville smide ankeret og tage en badetur, kan man gøre det, uden at tænke på, hvorvidt der mon er en plads i havnen, når man ankommer. Man skal blot ankomme inden kl. 17.

Vi har nu prøvet systemet i et par sæsoner og har fået positiv respons fra de sejlere, som har brugt det. Prøv at booke en plads og lad os høre, hvad I synes om det.

Generelle bestemmelser: Ankomst skal ske mellem 12 og 17 (ved senere ankomst, som ikke er aftalt med havnen, er pladsen/pengene tabt). Pladserne skal forlades senest kl. 12 på afrejsedagen. Al betaling sker via Marinabooking.dk